Fredericia Bibliotek, Danmark

Offentligt bibliotek / Afsluttet 2017

Børnebiblioteket i Fredericia er med ny indretning blevet et helt nyt oplevelsesrum, hvor der er skabt nye og bedre muligheder for leg, samvær og naturligvis læsning og historiefortælling

Målet var at indrette en sjov og legende børneafdeling med eventyr som omdrejningspunktet, hvor der er plads til både børn og voksne. Indretningen er bygget op omkring en by, bjerg, sø, hule og eventyrtræ, der alle understøtter bøgernes formidling og hvor både børn og voksne har lyst til at fordybe sig i bøgernes eventyrlige verden.

I “byen” er der bygget fire små legehuse, som hver kan have sit eget tema, hvor børn kan lege eller sætte sig ind med en bog. Ved bjerget er der podier i niveauforskelle, som der enten kan kravles på eller hvor man kan sidde og læse eller få en historie fortalt. Søen, som kan bruges som en slags kravlegård, tiltrækker de små børn. Hulen og eventyrtræet indbyder til gemme eller læsning i mere hyggelige og intime rammer.
I bibliotekets “krummerum” er der indbygget legestationer til køkken, dukkehus og værksted, og her kan man nyde sin medbragte madpakke.

Til iscenesættelse af eventyr er der på flere af væggene anvendt folie af by og land, tæpper som brosten og eng ligesom der er bygget grønne vægge med blade. Overalt er der fokus på eksponering af bøgernes forsider ligesom der er lagt vægt på forskellige fordybelsesområder med blandt andet sidde nicher imellem reolerne.

Vi har lavet Fredericia Bibliotek som en totalløsning med indretning og levering af inventar. Som supplement til eksisterende reoler, er der tilføjet nye billedbogskrybber og de fleste af møblerne er specialdesignet til biblioteket.